Klubben

Wi-Fi og lydsystem forbedres på MCH Arena

Internettet på MCH Arena forbedres markant, så fodboldindsigten i FCM-appen og på fcm.dk også er tilgængelig for fans på stadion. Højttaleranlægget bliver ligeledes udskiftet.

30/01/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Når det igen er muligt at komme på stadion, kan FCM-fans se frem til en endnu bedre oplevelse.

I løbet af vinteren er en lang række fornyelser og tilføjelser på MCH Arena blevet sat i gang. Stadionet fra 2004 gennemgår dermed den største renovering, siden det blev opført for 17 år siden.

Nogle af forbedringerne spiller sammen med FCM-appen og fcm.dk.

Det forgangne år bød foruden mesterskab og Champions League på en ny hjemmeside og app i FC Midtjylland. På de to digitale platforme blev det hurtigt populært at følge kampene i matchcentret, hvor man blandt meget andet kan se Expected Goals-værdier på alle afslutninger.

Det skal naturligvis også være muligt, når der igen kan komme tilskuere på MCH Arena. Derfor er der blevet installeret helt nyt Wi-Fi på stadion.

Marketing- og Supportdirektør Preben Rokkjær er begejstret for den nye internetopgradering.

– Vi har en helt fantastisk app, som bruges af mange til at få endnu mere indsigt i kampene. Det skal vores fans også have mulighed for, når de kommer på stadion. Der dur det ikke med en langsom forbindelse, så den opgradering er på sin plads, forklarer Preben Rokkjær og uddyber:

– Det er også vigtigt for de mange medie- og pressefolk til vores kampe, at der er stabilt internet, som også er en klar forudsætning for deres arbejde.

Antallet af pressepladser fordobles fra 40 til 80 stk., som i øvrigt ikke reducerer tilskuerkapaciteten, for at imødekomme UEFA-krav til de europæiske kampe.

Forbedret lydsystem

Højttaleranlægget på MCH Arena bliver også udskiftet med et nyt og bedre system.

– Lyden på MCH Arena er ikke god, og det kan være svært at høre beskeder og informationer fra speakeren. Samtidigt vil det lyde bedre, når vi afspiller musik. God lyd er også en forudsætning for en god stadionoplevelse, pointerer Preben Rokkjær, som også peger på den sikkerhedsmæssige fordel ved opgraderingen:

– Skulle der opstå en situation, hvor der er brug for at evakuere, er det jo også væsentligt, at lydsystemet er i top. Sikkerheden på stadion er selvfølgelig vigtig, så vi er glade for denne løsning.

Masser af data i matchcentret

Den nye app og hjemmesides mest spændende feature må siges at være det nye matchcenter.

Hvor store var Anders Dreyers chancer mod Liverpool egentlig? Hvor bevæger Evander sig oftest rundt på banen? Og hvor mange af sine dueller vinder Alexander Scholz i løbet af en kamp?

Spørgsmål som disse kan du få svar på i matchcentret, fordi der er Expected Goals-værdier på alle afslutninger. Expected Goals er en statistisk model, der angiver, hvor stor en chance var. Med en xG-værdi på 0,3 resulterer afslutningen i mål 3 ud af 10 gange.

Expected Goals: Hvad er det for noget?

I matchcentret kan du se masser af statistik live under vores kampe. Udover Expected Goals er der Heat- og Touch Maps for alle spillerne. Du finder matchcentret i FCM-appen og på fcm.dk.

Med det nye og forbedrede Wi-Fi på stadion er det altså også muligt at følge med der, når du igen er på plads på MCH Arena.

Læs mere om stadionforbedringerne